Ullas cirkler…

|

…hverdagsliv og refleksioner…

Archive for juli, 2013

Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår…

lørdag, juli 13th, 2013

Jeg har været udsat for en del voldsomme oplevelser, som jeg stod alene med, da de skete.

Jeg har et højt bevidsthedsniveau. Det vil sige, at jeg er mere mentalt klart opfattende, og er i stand til at opfatte en langt større kompleksitet af synsvinkler på en gang – end mennesker gør flest. Et emnemæssigt konkret afgrænset eksempel, på hvad det vil sige, kan læses på siderne: Trosvinkler + Sundhedsprofiler + 3-Dimesionel helhed + Fra idé til opgave + Fag & Samfund + en del andre sider, som du kan finde på utni.dk.

Bevidsthedsniveau er noget medfødt. Det er ikke noget, vi selv vælger. Det er sådan vi er. Jeg overlevede til dels de voldsomme oplevelser, jeg har været udsat for i kraft af, at jeg har et højt bevidsthedsniveau. Men jeg fik problemer med at få “normalmenneskeligt” fodfæste ovenpå dem. Bevidsthedsniveau er evnen til mental “forståelse” / “afklaring”, men på det menneskelige plan har vi også nogle følelsesmæssige og fysisk grænser, der ikke må overskrides, hvis vi skal have fodfæste i relation til omgivelserne. Vi har både vores bevidsthedsniveau og vores fysiske og følelsesmæssige grænser, der ikke må overskrides af omgivelserne. Vores bevidsthedsniveau er en del af vores personlighed. Det er sådan, vi oplever og ser verden. Vores synsvinkel i livet.

Selvmord, sindssyge og diabetes 1.

Den første gang, jeg oplevede, at mit gennemsnitsafvigende bevidsthedsniveau gav mig store problemer i livet, var da jeg fik et selvmord væltet tæt ind i mit liv. Jeg var midt i tyverne, boede på C.W. Obels Kollegiet i en lille et værelses kollegielejlighed – og skulle til at skive afgangsprojekt på anlægsingeniørlinjens planlægger speciale retning. Jeg havde valgt at afrunde som akademiingeniør (bachelor). Jeg trængte til at komme ud at studiemiljøet.

De øvrige personer, der var tæt involveret i problemstillingen omkring selvmordet, var Lotte og Berit. Lotte boede sammen med Jens Peter i et tæt-lav rækkehus i Aalborg Øst, ikke så langt fra C. W. Obels Kollegiet. De havde en datter sammen. Hun var vel et par år, da selvmordet fandt sted. Berit boede sammen med Ingo i en kollegielejlighed på arbejderbevægelsens kollegium. Det var Lottes storebror Peter, der tog sit eget liv. Han boede på et kollegium på Sjælland. Selvmordet var velovervejet og planlagt. Det skete i sommerferien, hvor der ikke var særlig mange hjemme på kollegiet. Han havde taget sovepiller, skåret pulsårerne over og lagt sig i en fyldt badekar. Så han ville ikke overleve. Han blev fundet af bestyrerparret, da der var gået et stykke tid. De blev opmærksomme på, at der var noget galt på grund af fluerne. Liget var begyndt at forrådne, og fluerne havde formeret sig i liget. Så lejligheden var fyldt med fluer. I afskedsbrevet havde han skrevet, at han havde tænkt sit livs muligheder igennem og besluttet, at det liv havde han ikke lyst til at leve. Jeg fik det her fortalt af Lotte.

Lotte kom ned til mig kort efter, at hun havde fået besked om brorens selvmord. Hun var helt ude af den. Hun sagde, at hun havde mistet jordforbindelsen og spurgte om jeg ville hjælpe hende ned på jorden igen. Det sagde jeg ja til uden at tænke særlig dybt over det. Jeg var vant til, at mennesker var forvirrede og at livet ikke altid var lige let. Så det var ikke første gang, at jeg oplevede, at mennesker kom til mig, når der var sket noget alvorligt. Selvmordet rystede mig selvfølgeligt. Mest som et spørgsmål og valg og vilje. Jeg var født optimist. Troede på de positive muligheder i verden. Men hvad nu hvis mennesker ikke var interesseret i at skabe plads til positive muligheder? Hvad nu mennesker for eksempel havde det helt fint med at lege krig? Så var det jo spildt at forsøge at skabe fred. Hvor der er vilje, er der vej. Men hvad nu hvis viljen manglede?

I perioden efter skete der en del, som fik hende til at miste jordforbindelsen fuldstændig. Det kommer i en ret hurtig rækkefølge indenfor et par uger efter selvmordet. Der var selvfølgeligt det store hvorfor. Lotte var meget optaget af Søren Kirkegaard på det tidspunkt, og begyndte at køre rundt i: At havde han dog bare læst den side eller den side. Så hun begyndte at overføre hendes egne meningsskabende værdier på storebroren. Jeg forsøgte at stoppe hende i det. Det kan ikke lade sig gøre at finde det “halmstrå”, der kunne have reddet ham. Eller den dråbe der fik bægeret til at flyde over. Det var jo hele livet over længere tid, der var kørt af sporet for ham. Helheden af livet. For det var også noget af det hun kørte rundt i. Hvad og hvem var skyld i, at han fik nok. Det sad hende og Jens Peter og snakkede om. På det punkt var Jens Peter nu meget fornuftig. Det kunne have været hvad som helst og hvem som helst. Lotte reagerede også ved at ville se den positive mening i selvmordet. Så hun begyndte at køre rundt i det positive selvmord. Det måtte ikke være ulykkeligt eller tragisk. Efter begravelsen var hun vred over, at der havde stået en præst og fortalt om hendes bror. For hvad vidste hende præsten om det. Hun kendte ham jo ikke. Det var også noget af det Lotte kørte rundt i. Hvem der havde kendt ham bedst. Det mente Lotte selv, at det havde hun. Efter begravelsen havde hun fået en overhaling af hendes studiegruppe på universitetet, fordi hun kom for sent. Hun havde fortalt, at hun skulle til begravelse, men det havde de glemt. Hun havde købt jordbær med til dem. Hun kom ned til mig bagefter og var noget knust over de andres ubetænksomhed. Berit og Ingo havde gemt sig for hende. Hun var kommet gående på gaden og havde set, at Berit og Ingo skyndte sig at smutte væk bag et hjørne, da de så hende. Det slog hende også noget ud. Men så skete der noget, der fik tingene helt ud af proportioner. Selvmordsnormaliseringen. Jens Peter havde sagt til hende, at han måske også kunne have fundet på at tage sit eget liv, hvis ikke han havde mødt hende. Det var ikke lige det mest geniale at hælde i hovedet på hende. Jeg når ikke at få kaperet de her ting, før det skrider helt ud i tovene. Indtil da havde været Lotte i forhold til hendes “eget liv”. Så jeg befandt mig på “sidelinien”. Det er ret afgørende, hvor man befinder sig i forhold til de problemer, der kan komme tæt på. Men så skete der et skred, som jeg slet ikke havde fantasi til at forestille mig kunne ske. Lotte og Jens Peter havde talt om, at jeg var god at snakke med, så hvis jeg havde besøgt hendes bror, da jeg var på Sjælland kort tid før selvmordet. Så havde jeg nok kunnet snakke ham fra det. Lotte kunne godt lide at lave arrangementer med andre mennesker. Så hun havde foreslået at jeg skulle besøge hendes bror og lade ham vise mig noget af København. Det passede ikke ind i mine planer. Jeg havde andre planer og aftaler. Så Lotte blandede mig direkte ind i hendes brors selvmord. Og det serverede hun for mig med et stort glad smil, som om hun havde foræret mig mit livs bedste gave. Det kom fuldstændig bag på mig og væltede mig omkuld. Så var det ude i noget, der var sindssygt. Hvad er sindssyge? Ja det er en fortænkt virkelighedskonstruktion / fiks idé i hovedet på et menneske, der ikke har noget med virkelighedens verden at gøre.

Derfra forvandlede mit liv sig til et mareridt af selvmordstrusler og alle mulige forstyrrede former for grænseoverskridende “terrorisme” fra både Lotte og Berit. De reagerede begge to ved et indbildt “klarsyn”, der gjorde dem til selvmordeksperter. De vidste lige, hvad der kunne få mennesker til at “tippe over kanten”. Det gjorde Peter også – blev en standard fra Lottes side. Vi var alle sindssyge og på vej ud i et reb, var Berits melodi. Vi kendte jo hinanden og hinandens liv, da selvmordet skete, så det var umuligt at få smækket paraderne op og slået en beskyttende ring omkring mig selv. Jeg krattede noget rundt for at få noget opbakning fra nogen i omgivelserne, men mennesker reagerer jo ret konsekvent ikke særlig konstruktivt, når de hører ordet selvmord. Nogen fik nervøse trækninger og skyndte sig at vende ryggen til. Andre opfattede det som en anledning til at tale om deres egen periodevise livslede. Andre normaliserede selvmord som noget ganske naturligt som stort set hvem som helst kunne finde på at gøre. Andre reagerede med moraliseren over, at jeg tog afstand fra Lottes reaktion. Vi var vel venner? Der var fra flere sider et behov at idealisere trekløveret Lotte, Berit og mig. Venner over alt. Det måtte der ikke gå skår af. Så jeg kunne ikke finde opbakning til at få distance til Lotte og Berits reaktioner hos nogen af dem, jeg kendte.

Så gik der rod i mit afgangsspeciale. Jeg havde lavet et projektforslag til min vejleder Poul Krohn. Det handlede om en sammenstilling af den Hollandske model for byfornyelsesprocessen i forhold til beboerne – og den danske model. Han havde reageret med at pumpe projektet op med studietur til Holland, så han kunne bruge sine gamle kontakter dernede. Det endte med at han fik en ordentlig skideballe fra en hos SBI. Hun havde skældt ham hæder og ære fra for at ville rode en studerende ind i det, der foregik i Holland på det tidspunkt. Det var alt for betændt. Så han fik kolde fødder. Jeg havde det sådan, at hvis personen fra SBI frarådede projektet, og Poul Krohn ikke som vejleder kunne garantere for noget, så måtte vi jo droppe det. Så sej og risikovillig var jeg ikke. Der skulle være rygdækning på det jeg skulle lave. Hvad jeg så ville? Set i bakspejlet så var der jo mit eget noget mere realistisk afgrænsede projektforslag. Men på det tidspunkt var jeg noget hylet ud af den på grund af selvmordet. Bo Vagnby, der var bi-vejleder kom til, og så begyndte de at skændes – mine to vejledere. Jeg stod fuldstændig af. Jeg tog hjem. Derefter kontaktede jeg studenterrådgivningen for at få noget hjælp. Den første, jeg kom til at snakke med, var Frederik. Han var socialrådgiver. En rar mand med begge ben på jorden og “lige ud ad landevejen”. Jeg havde det sådan, at enten var der noget grundlæggende, jeg havde fået helt galt fat i, eller også rablede det fra en side af rundt omkring mig. Han gav mig fuldstændig ret. Det rablede fra en side af. Giv dem fingeren. De var voksne mennesker med ansvaret for dem selv. Så fik jeg en henvisning til videre samtaler med en psykolog. Det var knap så godt. Hun var en af dem, der læste op af side 1 i grundbog i psykologi. Hun fangede slet ikke hvordan, jeg var blevet rodet ind i selvmordet, men begyndt at forklare mig, at det var ganske normalt at komme i tvivl om studievalg og sit eget liv, hvis man hørte om en, der havde begået selvmord. Jeg opgav hende. Jeg havde fået et alvorligt chok over Lotte og Berits reaktioner og havde ikke tilpas objektiv distance til at kunne forklare mig mere præcist overfor den psykolog, jeg havde brug for forståelse og hjælp fra. Derefter tog jeg orlov fra studiet. Jeg havde fået en blokering overfor at arbejde med menneskelige problemstillinger, og skiftede studeretning til konstruktionslinien i stedet. Tal, matematik, materialelære og geoteknik. Der var nogle kurser jeg manglede, som jeg skulle tag ekstra. Jeg tvang mig selv til at begrave hovedet i de mere menneskeligt neutrale fag, for at få afstand til det voldsomme ubearbejdede chok og den ekstreme belastning det var at blive bombarderet med Lotte og Berits grænseoverskridende og sindsforstyrrede hærgen rundt i alt hvad de kunne komme i nærheden af.

Jeg fik et fritidsjob med undervisning af børn hos AOF. Et hold i madlavning og et forsøgshold i tegning. Det var ret interessant med forsøgsholdet i tegning. Det viste sig nu hurtigt, at de var alt for små til at kunne koncentrere sig om at sidde og tegne i to timer. Så der var en del opdragende udfordring for at de ikke skulle slås og skændes. Der måtte bygges en del pauser ind til leg på legepladsen. Når det gjaldt tegningen var det interessant at opleve, hvor svært børn havde ved at komme fra at tegne symbolsk efter hukommelsen, til at tegne det de reelt ser. Jeg havde forskellige ting med, som de skulle prøve at tegne efter. Jeg kan ikke huske hvor mange det lykkedes at få til at forstå forskellen på at tegne efter hukommelsen og tegne det de ser. Nogle få stykker.

Så blev jeg udsat for et overfaldsforsøg. En ulykke kommer sjældent alene. Det foregik på stien fra C.W. Obels kollegiet op til Nørre Tranders ved højlys dag. Jeg skulle op og handle lidt ind hos købmanden. Jeg gik lidt i mine egne tanker, da jeg blev opmærksom på, at der var en, der kom løbende bag mig, og det virkede til at vedkommende styrede lige mod mig. Jeg vendte hovedet meget kortvarigt og kunne se, at det var en ung mand med et forstyrret udtryk i ansigtet. Jeg fortsatte med at gå videre i det samme rolige tempo og nåede lige at tænke, at om lidt sker der et eller andet, inden han nåede hen til mig og rakte ud for at tage mig i skridtet. Jeg snurrede omkring og begyndte at skælde ham ud. Jeg blev helt forskrækket over mig selv. Jeg troede ikke, jeg kunne reagere så impulsivt vredt. Men det kom åbenbart også bag på ham. Han fik et helt chok og stod fuldstændig paralyseret bomstille. Jeg råbte til, at han skulle komme væk. Men han blev bare stående. Så blev jeg nødt til at løbe min vej. Jeg styrtede af sted op mod Nørre Tranders. På vejen tilbage tog jeg turen langs vejen. Jeg turede ikke tage stien af skræk for at ramle ind i ham igen. Jeg snakkede med min mor, da jeg var kommet hjem. Hun havde læst i avisen, at der havde været en del tilsvarende overfaldsforsøg i området, så jeg måtte hellere anmelde det til politiet. Jeg ringede til den lokale station i Aalborg Øst. Jeg skulle komme derned med det samme. Jeg tog cyklen og kørte der ned. De ventede på en betjent inde fra Aalborg, der skulle komme med nogle fotos, som jeg skulle se på. Han var ret nem at genkende. Derefter blev der skrevet rapport. Det var ret nyt for mig. Jeg havde ikke prøvet sådan noget før, så da jeg skulle skrive under blev jeg lidt beklemt. For man skulle skrive under på at man gerne ville have ham dømt og straffet. Jeg så sådan på det, at det jo var en sindsforstyrret person, der havde brug for hjælp. Så jeg spurgte ham betjenten om, hvad de havde tænkt sig at gøre ved ham. Han svarede, at når jeg var dampet af, så tog de ned og hentede ham, slæbte ham ind og gav ham nogle tæsk med nogle våde håndklæder, for sådan var de jo. Det var et åbent kontor. Det gav et helt spjæt i de andre, der sad rundt omkring. Så forsatte han. Han havde også fødselsdag den 14. februar, så vi forstod jo hinanden. Det ved jeg ikke lige om vi umiddelbart gjorde. Men det hjalp da med en uddybende forklaring. De vidste selvfølgelig godt, at han bare var en forvirret stakkel, men han skulle have en dom før de sociale myndigheder kunne gribe ind med hjælp til ham. På det punkt har samfundet ikke ændret sig til bedre. Det virker lidt skørt, at mennesker først skal lave noget, de kan blive dømt for, før de får den hjælp, de har brug for. Det er der ikke så meget forebyggelse i. Der gik et stykke tid, så blev jeg kaldt ind til en konfrontation. Det var sådan en, hvor man skulle kigge gennem en glasflade, hvor der stod en 5 til 6 stykker med nummer bagved. De kunne ikke se gennem den anden vej på. Så skulle man se, om man kunne kende overfaldsmanden og sige hvilket nummer han havde. Han var meget nem at kende. Det forstyrrede udtryk i ansigtet glemte jeg ikke sådan igen. Jeg fik et lift hjem af en hjemmehjælper, der også havde været inde til konfrontation. Hun fortalte lidt mere om ham. Han var helt forvirret i hovedet og kunne finde på at tage alt tøjet af og ligge på lur og springe ud foran cyklerne, når hjemmehjælperne cyklede rundt i de tidlige morgentimer. En af hendes kollegaer havde forsøgt at komme i kontakt med ham. Hun var gift med en af samme nationalitet og forstod sproget. Men han var flygtet i panik. Det var åbenbart en, der var kommet hertil som flygtning, og var blevet dumpet i en lejlighed uden nogen særlig god kontakt til noget eller nogen, og så var det åbenbart rablet helt for ham.

Den følelsesmæssige overbelastning og chokket over Lotte og Berits reaktioner påvirkede mig og jeg begyndte at blive syg. Jeg fik den ene infektion efter den anden. Bihulebetændelse næsten mere eller mindre konstant. Den ene penicillinbehandling efter den anden. Jeg var ellers stort set næsten aldrig syg. Så det alarmerede mig. Der var et eller andet helt galt. Jeg var lige så stille ved at gå i forfald. Hele systemet var ved at sætte ud. Huden skallede af. Sår ville ikke heles. Jeg var konstant tørstig. Fik betændelse stort over alt. Og synet begyndte at vende forkert, så jeg havde svært ved at læse. Min læge tog det ikke alvorligt, men mente at det var min egen skyld, fordi jeg drak så meget væske og skyllede vitaminerne ud af kroppen. Jeg dumpede med et brag til projekteksamen. Jeg havde så stort et sygefravær, at jeg havde svært ved at følge helt med. Jeg besluttede at afslutte som bachelor fra konstruktionslinien og fandt en vejleder og aftalte en opgave. Men først skulle jeg op til reeksamination og bestå det dumpede projekt. Jeg kæmpede mig gennem læsningen. To timers læsning. To timer søvn. To timers læsning. To timers søvn. Jeg var kæmpede med en kronisk udmattelse og kunne dårligt hænge sammen. Jeg bestod reeksaminationen. Men derefter var jeg helt færdig. Jeg kunne ikke finde kræfter til at komme i gang med mit speciale.

Jeg kæmpede noget med at finde ud af, hvad der kunne være i vejen. I december 1989 fik jeg den idé, at noget af det kunne være diabetes. Jeg var sikker på, at jeg måtte fejle mindst 100 forskellige ting, og min sidste time var kommet. Jeg ringede til min læge. Jeg ville gerne tjekkes for diabetes. Jeg fik en tid til den 14. december klokken 11.00 1989.

Det var diabetes 1, og til min store lettelse så fejlede jeg kun én ting. Det generelle forfald var alt sammen symptomer på diabetes 1. Dem havde jeg på det tidspunkt haft i ¾ år. Min læge havde symptombehandlet symptomerne på diabetes 1 uden at være det mindste alarmeret. Det var hun stadig ikke. Hun spurgte mig, om jeg ville indlægges samme dag eller vente til dagen efter. Hvis det var ligegyldigt, så ville jeg gerne vente. Så kunne jeg nå at ændre de aftaler, jeg havde i kalenderen. Men så blev det lige pludseligt alvorligt. Da hun ringede til hospitalet, fik hun en ordentlig skideballe. Sygdommen var så alvorligt fremskreden, at jeg kunne gå i koma og dø af en syreforgiftning hvert øjeblik. Der var blevet taget en urinprøve, der viste at jeg havde maksimal syreforgiftning på den teststrimmel, der blev brugt. Så jeg skulle møde ind på skadestuen samme dag inden klokken 16. Jeg græd af lettelse på vej hjem i bussen. Nu var jeg reddet. Diagnosen var stillet, og der var nogen, der ventede på mig. ¾ års bekymring over helbredet fik sin afslutning.

Da jeg mødte ind på skadestuen, var det alt sammen lige pludselig akut og meget kritisk. Det var underligt. Det var fra den ene yderlighed til den anden. Jeg kom ind på en tomandsstue, og det første døgn kæmpede de for at for syren ud af kroppen på mig og stabilisere væskebalancen. De rendte om målte på mig hvert kvarter og halve time. Selv var jeg helt rolig. Lige så snart jeg var blevet lagt i drop forsvandt min bekymring. Nu gik det den rigtige vej. Og det gjorde det også. Endda meget hurtigt. Normalt kan der gå nogle døgn med en sådan afgiftning, men der gik ikke mere end et døgn, før væskebalancen var blevet stabil og jeg kunne komme ud af droppet igen. Det var underligt. For jeg var blevet fyldt godt op og vægten steg med en 4 til 5 kilo på under et døgn. Det virkede helt forkert og næsten fremmed at røre ved mig selv. Så hurtigt et udsving virkede helt naturstridigt.

Det viste sig hurtigt, at sundhedsvæsnet ikke var nogen nem verden at danse med. Noget af det jeg blev præsenteret for, kunne de såmænd godt ha’ bildt mig ind. Men der var noget, der virkede så åbenlyst idiotisk, at jeg tog mig til hovedet. Der var ikke hoved hale eller logik i det. Selve stemningen og holdningen var også enormt tung. De reagerede nærmest, som om man var død. Dit liv var fuldstændig ødelagt. Det var forfærdeligt. Jeg havde været meget tæt på at dø, men jeg overlevede jo.

Noget af det første, jeg kunne læse om diabetes 1 i de bøger og foldere jeg kunne få fat i på hospitalet, var blandt andet, at diabetes 1 var en virusbetinget immunsygdom. Den var ikke udpræget arvelig eller livsstilsbetinget. Det var en ubekendt udefrakommende faktor, der satte gang i den proces, der nedbrød de insulinproducerende celler. Det var mest børn og helt unge, der fik sygdommen, men andre kunne også få sygdommen i forlængelse af voldsomt belastende oplevelser, hvor modstandskraften blev svækket. Jeg betalte en høj pris for Lotte og Berits voldsomme reaktioner overfor mig i forlængelse af selvmordet. Det var ikke sundt og godt for mig, det jeg var blevet udsat for.

Da jeg var blevet udskrevet fra hospitalet, gik jeg på biblioteket og lånte en dynge bøger og kroppens stofskifte, kost og ernæring. Der måtte da findes et mere intelligent alternativ til de besynderlige socialt forstyrrede hovedet under armen pensionist modeller for overlevelse, de sad og kørte rundt i. Lige så snart jeg gik til kilden, så det alt sammen mere fornuftigt og letforståeligt ud. Det var faktisk ret enkelt. Det var den del af kosten der indeholdt kulhydrater, der styrede blodsukret. Resten havde ingen betydning for det. I første omgang måtte jeg tage kampen om at få en hurtigtvirkende insulin, som jeg kunne regulere på. Det holdt hårdt, men det lykkedes. Derefter gik jeg i gang med at træne mig selv op i at regulere på insulinen, tælle kulhydrater og reagere på lave blodsukre. Det kom til at fungere fuldstændig perfekt. Der var ikke meget opbakning at hente, men da jeg havde trænet mig selv op og fået det til at fungere, så forsvandt modstanden overfor mit ønske om at leve et selvstændigt og aktivt liv med diabetes 1. Det jeg selv kaldte et normalt liv. For mig havde aldrig været normalt at leve i et robotstyret rutediagram med en skridttæller i nakken. Det ville drive mig fuldstændig til vanvid. Og det var jo heller ikke nødvendigt. Da jeg senere skulle flytte fra Aalborg, fik jeg det skulderklap med mig videre i livet fra personalet på Aalborg sygehus, at jeg var en af dem, der kunne leve et langt liv uden af få problemer, fordi jeg havde så godt et greb i grundforståelsen af, hvad det ville sige at regulere på insulin og kost, og så havde jeg jo også et grundlæggende rigtigt godt helbred. Det betød selvfølgelig også noget. Så jeg behøvede ikke at bekymre mig. Jeg kunne bare leve mit liv. En grundoplæring der kommer til at fungere godt, så skulle det jo sådan set bare være det. Vi behøver ikke at starte på 0 mere end én gang i livet. Vi kan godt bare gå videre. (» Diabetes 1 – Viden, Vinkler & Værdier, » Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser)

Midt i alt det andet rod fik jeg en vidneindkaldelse. Det var overfaldsforsøget. Det var en rigtig ubehagelig oplevelse at vidne. Jeg kan godt forstå dem, der vælger at lade være med at anmelde overfald for at skåne sig selv for at vidne. Da jeg mødte ind på domhuset i Aalborg, er den første jeg støder på min overfaldsmand. Han kom ind ad døren kort efter mig. Han hilste på mig, men jeg ignorerede ham. Der var en der fortalte mig, at det var den anden retssag, de kørte. Overfaldsmanden havde først tilstået overfaldsforsøget på mig, så derfor havde jeg ikke været indkaldt i første omgang. Bagefter havde han trukket tilståelsen tilbage, derfor skulle jeg nu vidne. Det var et lille indelukket retslokale. Jeg blev placeret ved et bord inde midt i det hele foran dommeren. På venstre side var der en række borde, hvor der sad nogle mennesker, og bagved en række stole, hvor blandt andet overfaldsmanden sad sammen med sin tolk. Han havde sagt nej til en beskikket advokat, men ja til en tolk. Jeg skulle fortælle, hvad der var sket. Derefter spurgte dommeren om overfaldsmanden var til stede i retslokalet og om jeg kunne udpege ham. Det var han jo, og jeg vendte mig omkring og pegede på ham. Han sad og smilede. Det var underligt. Derefter var det overstået. Dommeren sagde, at jeg skulle komme op til hende og få en henvisning til min vidnegodtgørelse. Det virkede utrolig ydmygende. Som at få blodspenge. Jeg var led ved hele forestillingen. Følte det mest som om, det var mig, der havde gjort noget forkert. Et stykke tid efter mødte jeg overfaldsmanden inde i gågaden i Aalborg. Han hilste på mig. Jeg ignorerede ham og gik videre. Det var ret ubehageligt. Noget tid senere så jeg ham igen et sted inde i byen. Der var han sammen med en flok andre og virkede mere velafbalanceret og rolig i det. Det havde nok hjulpet, at han var kommet ind i nogle netværk med nogle med samme baggrund, der også talte samme sprog.

Jeg havde taget orlov fra studiet igen, da jeg fandt ud af, hvor stor en kamp det var med sundhedsvæsnet. Jeg var jo heller aldrig kommet rigtigt i gang med mit speciale på konstruktionslinien. Så uanset hvad, så var det jo forfra en gang til. Jeg valgte at vende tilbage til min oprindelige specialeretning på planlægning for at skrive mit afgangsprojekt. Jeg havde skiftet retning på grund af en blokering efter selvmordet. Men den blokering var jeg nok også bedst tjent med at komme over igen. Og hvad gør man? Ja, køre du galt i bil, så er det ind bag rattet igen. Jeg startede langsom op. En af mine tidligere studiekammerater, Eskild, var i gang med en phd. Jeg spurgte ham, om jeg måtte følge nogle af hans forelæsninger, bare for at komme lidt tilbage til studiemiljøet. Det måtte jeg gerne. Så skulle jeg have fundet en vejleder. Mit valg faldt på Mary Ann. Hun virkede fornuftig. Hende ringede jeg til, og spurgte om hun ville være vejleder for mig. Jeg fortalte kort, at jeg havde fået en lidt hård medfart og var blevet syg. Jeg fik aftalt et møde med hende, og vi fik snakket noget om, hvordan jeg kunne skrue et projekt sammen. Jeg havde nogle ideer, men de skulle jo passes til, så de kunne bære en studieopgave. Det blev til projektet: Planlægning af Ældres boforhold i Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik. Jeg fik 8 til eksamen. Jeg fik stor ros for min visionære evne til at tænke i helheder, men jeg fik også stor kritik af, at det kom til at fremstå som en modsætning til den eksisterende praksis. Det var ret typisk for mig. Vi synes godt om dine analyser og dine evner for at tænke i overordnede helheder, men vi bryder os ikke om dine konklusioner. Det blev jeg lidt ked af. Jeg er, som jeg er, og ser, tænker og opfatter verden, som den ser ud for mig. Og fra min side ligger der ikke noget ønske om at være i opposition til det eksisterende. Jeg har aldrig helt forstået magtperspektivet i faglige sammenhænge. Det må da altid være interessant at udvide horisonten og forsøge at blive bedre?

Tak Mary Ann og tak Morten.

Undervejs mens jeg skrev afgangsopgave, fik jeg det skidt. Jeg havde fortalt Mary Ann om selvmordet, og sagt til hende, at jeg nok blev noget påvirket af at vende tilbage til planlæggerstudiet. Men når og hvis det skete, så ville jeg prøve at få noget psykologhjælp til det, så det behøvede hun ikke at bekymre sig om. Jeg kontaktede studenterrådgivningen for at få noget psykologhjælp. Jeg mente selv, at jeg havde brug for en gang om ugen, mens jeg skrev mit speciale færdigt. Denne gang var psykologen Jette. Hun startede med at ville afvise mig. Jeg var noget af det mest mentale sunde, hun havde set, så mig havde hun ikke tid til. De havde andre med alvorlige problemer. Luksusproblemer havde de ikke tid til. Jeg forlangte, at hun gav mig 15 minutter. Så væltede jeg hele kloakken i hovedet på hende, og fik en aftale om en snak, en gang om ugen mens jeg skrev mit speciale færdigt.

Mødet med Jette blev et vendepunkt i mit liv. Det var hende, der lærte mig at forstå det med bevidsthedsniveauer. Som hun forklarede det, så er der nogle mennesker hvis horisont ikke rækker længere end til deres egen næse. Nogen kan se en sag fra to sider. Nogen fra 3. Andre fra 4. Og så videre derud af. Og så er der sådan en som mig, der kan se alle siderne. Det var ikke helt gennemsnitsnormalt. Det var faktisk ret ekstremt. Det kunne jeg godt komme godt grundigt i klemme på, for de andre kan ikke se og forstå den samme helhed som mig. Så kan jeg komme til at stå med oplevelsen af at være en olding blandt søvngængere, der flosser rundt i mig fra hvert deres verdenshjørne for at få hvert deres ståsted bekræftet. De fatter det ikke, men det overbelastede mig helt ekstremt meget, så jeg måtte finde en måde at beskytte mig selv og mine menneskelige grænser. Jeg lærte mange ting af Jette. Hvilke ting jeg skulle fokusere på i omgivelserne. Hvilke ting jeg skulle fokusere på hos mig selv. Hvad jeg skulle lukke af overfor. Og så lærte hun mig noget om psykiske fikseringer. Det var det, der var sket med Lotte og Berit ved selvmordet. Mennesker kan godt reagere ved at skabe nogle helt ekstreme stærke psykiske bindinger til andre, hvis de får et alvorligt chok. Og de bindinger kan godt sætte sig utrolig godt fast. De bindinger var jeg nødt til at få hakket over, på en eller anden måde. For de overbelastede og sled mig helt i stykker. Der var ikke noget facit for, hvordan man gør det. Det måtte jeg selv vurdere.

Livet ville nødvendigvis ikke blive særlig let for mig. For verden var ekstrem fordomsfuld, og der ville være mange, der på forskellig vis kunne finde på at flosse sig ind over mine personlige grænser. Der er mange, der har mange fordomme overfor et barn af forældre med 7 års skolegang. Der er også mange, der har mange fordomme overfor et lille spinkelt hunkønsvæsen med et under normale omstændigheder åbent, udadvendt og muntret gemyt. Vældig sød – men ret naiv og ikke alt for mange brikker at flytte med i den øverste etage. Så livet kunne godt blive en hård kamp for mig. Det var lidt som at få en dødsdom i en ung alder. Jeg havde ikke lyst til at være en med sådan et hoved som mit. Jeg ville helst bare være gennemsnitlig almindelig og være befriet for alle de grænsesøgende mennesker, med alle deres forstyrrede meninger om livet – og mig. Men sådan fungerer livet ikke. Vi kan ikke bare på den måde selv vælge, hvem vi vil være. Vi er nødt til at acceptere og vælge os selv, og derudfra forsøge at få livet til at fungere.

Jette lærte mig, mig selv at kende, og rustede mig til livet i en verden, der er alt andet end lyserød og nem.

Tak Jette.

Min SU var blevet brugt på mine 2 mislykkede forsøg på at afslutte min uddannelse. Først kom selvmordet på tværs og så helbredet. Men der var på det tidspunkt en ordning, der hed §42. Den gav mulighed for forsørgelse, hvis man på grund af sygdom fik en studietidsforlængelse. Den fik jeg bevilliget til at gøre min uddannelse færdig. Det var et forfærdeligt system at komme i nærheden. De ville først sætte mig under administration af min vejleder Mary Ann, så vi skulle holde et månedligt kontaktmøde med en sagsbehandler, der skulle vurdere min aktivitet. Det sagde Mary Ann Blankt nej til. Hun ville ikke være værge for mig. Hun ville aldrig kunne garantere om en studerende bestod sin eksamen eller ej. Det, eneste hun kunne garantere, var om jeg havde evnerne. Og det havde jeg. Men det blev lidt ubehageligt med sagsbehandleren. Så skulle jeg selv deltage i et møde en gang om måneden. Den første måned skrev jeg et referat af, hvad jeg havde lavet. Været på biblioteket og låne litteratur. Formateret harddisken på min PC, der var gået død. Læst på det, og læst på det. Det referat sendt jeg til sagsbehandleren og skrev, at hvis der var andet hun havde brug for at få at vide, så måtte hun sige til, jeg kunne jo ikke vide, hvad hun havde brug for. Jeg blev aldrig kaldt til nogle møder. Men de syltede mig økonomisk hver måned, så jeg måtte ned og rykke for pengene til husleje. Så de gjorde livet surt for mig. Da jeg skulle afrunde med hende efter min afsluttende eksamen, lød det som om det kom bag hende, at jeg havde bestået. Bestod du? Ja selvfølgelig bestod jeg. Det blev godt nok kun til en gennemsnitlig karakter. Men med alle de tunge læs jeg kæmpede med ved siden af, så var det helt ok med mig. Det gik. Så blev jeg præsenteret på en rodebunke af papirer. Hun kunne ikke huske, hvad jeg havde fået udbetalt. Jeg tog dyngen og sorterede i den. Det er et tung verden, og man skal være meget stærk for at hive sig selv oven vande, hvis man ramler ind i noget skidt i livet. Ellers ryger du ned i en kloak, hvor det næsten er menneskelig umuligt at komme op af igen.

Tak Mary Ann.

Efter endt studie besluttede jeg mig for at flytte til sjælland. Jeg trængte til luftforandring ovenpå alt det voldsomme, der var sket. Det var generelt set også letter at få job østpå end i det nordjyske. Både Lotte og Berit var bevidste om, at det med selvmordet havde påvirket os alle tre på en negativ måde. Jeg aftalte med Lotte, at jeg for en kortere tid flyttede ind hos hende og Jens Peter, så vi kunne få afklaret det med selvmordpåvirkningen, inden jeg flyttede videre.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at det ikke stod godt til. Det kunne jeg jo høre på de forskruede meldinger, jeg fik fra både Lotte og Berit. Det lød ret forstyrret. Men jeg blev alligevel noget chokeret over for slemt det stod til. De sad fuldstændig fast og kørte mere eller mindre rundt i den samme rille. Selvmordforebyggende børneopdragelse? Lotte og Jens Peter havde på det tidspunkt to børn. Datteren på en 6-7 år og en dreng på et par år. Lotte og Berit sad og kørte rundt i nødvendigheden af, at børn lærte at lægge tøj pænt på plads for at undgå, de begik selvmord senere i livet. De var fuldstændig skøre i hovedet. Jeg tog fat i Berit. Hun måtte ikke hælde sådan noget skidt i hovedet på en, hvis bror havde taget sit eget liv.

Berit var den nemme af de to. Hun var begyndt at gå regelmæssigt i kirke. Hun havde brug for at tro på, at der var noget, der var større end hende selv, ellers kunne hun ikke holde det ud. Det lød jo meget positivt. Heller Gud end et andet menneske. En morgen jeg havde overnattet hos hende og Hans, blev jeg præsenteret for Berits morgenmads ritual. Jeg kan ikke huske i hvilken anledning, jeg havde overnattet der. Om vi havde været til et eller andet? Det var et meget omstændeligt morgenmåltid Berit indtog. En helt masse portioner af gryn og andre ting, som blev klemt ned i langsomme synkebevægelser. Hun havde en idé om, at hun var ved at dø op indefra. Kæden var bare hoppet helt af. Jeg blev også inviteret til at overvære Berits afgangseksamination fra DTU. På DTU er eksamener offentlige. Så alle, der har lyst, kan overvære dem. Det gik meget godt. Hun fik et 11 tal. Bagefter var der servering af våde varer til at fejre det med. Berit havde det med at flosse lidt ud kanten, og det blev ikke mindre efter et par glas. Så havde hun stået der, og så havde Ulla siddet der, og set at hun havde stået der, hvem er jeg, og hvem er du. Puh. En dag ringede Berit til mig for at ville låne et reb til nogle klatreøvelser ved et arrangement for hendes nevøer og niecer. Jeg spurgte hende, om grunden til, at hun ringede for at spørge om noget så tåbeligt, skyldtes at hun var bange for at jeg skulle i rebet, hvis der lå et og flød? Ellers virkede det da dumt at ville køre mere end 100 kilometer for at låne et reb? Det var det. Hvis hun var i tvivl om min overlevelsesevne, så kunne hun jo bare tænke på, at jeg havde overlevet hendes sindsforstyrrede opførsel. Det kunne da drive enhver på vanviddets rand. Hun flippede fuldstændig ud. Hun havde også brug for at kunne hjælpe mig. Det kunne hun ikke. Hun var nervevrag, sortseer og dommedagsprofet. Så kan man ikke gøre nogen noget godt. Hun gjorde både sig selv og andre en tjeneste ved at koncentrere sig om sig selv. Berit gjorde den erkendelse, at det var uhyggeligt, at hun var i stand til at tænke så negativt. Ja. Det var det. Jette havde advaret mig. Reaktionerne kunne godt blive ret voldsomme, hvis jeg gik tæt på, for at få afrundet med Lotte og Berit. Jeg fik en hård afskedssalut fra Berit. Hun hadede mig. Hadede at jeg var så forbandet ansvarsbevidst. Og ja. Sådan var det. Efterfølgende fik jeg at vide fra Lotte, at Berit var begyndt at få noget professionel hjælp hos en psykolog eller terapeut, for at få samling på sig selv og sine grænseflader. Så Berit gav slip på den traumatiske chokbinding til mig, og kom videre med sig selv i stedet. Det var ikke særlig sjovt at tage det sammenstød med hende. Men galskaben skulle jo have ende. Det var ikke sundt for nogen af os.

Så fik jeg sat punktum for det problem.

Lotte var umulig at få snakket med. Hun kørte helt rundt i sin egen verden. Hun havde brug for mig at tro på, om jeg ikke havde brug for hende at tro på? Nej det havde jeg ikke, og hun måtte lære at tro på sig selv. Så mødte hun en ny mand. En amerikaner som hun begyndte at se. Så det knagede mellem hende og Jens Peter. Det havde det nu altid gjort. Så besluttede jeg, at det var tid for mig at komme videre. Lotte flippede fuldstændig ud, da jeg fortalte, at nu jeg flyttede videre. Hun havde aldrig troet, at jeg af alle mennesker ville svigte hende. Hun var totalt skør. Hun sad og lavede regnskaber og planer med andre mennesker, og opfattede åbenbart mig, som en der kunne hjælpe hende med at få hendes liv til at hænge sammen. Det måtte hun da selv rode med. Hun vil savne mig til at holde af hendes børn. Hendes børn havde brug for deres mor, så måtte hun se at få samling på sig selv. Så jeg fik ikke afklaret noget med Lotte. Det kunne ikke lade sig gøre. Men på et tidspunkt måtte hun da dampe af. Hun kunne vel ikke blive ved med at køre rundt i de ekstreme liv død betydninger hele livet?

Men Lotte dampede ikke bare af. Der blev ved med at komme nogle underlige breve fra hende. Jeg var ved at gå op i limningen, hver gang der var nyt fra hende. Det var altid ekstremt grænsesøgende og dramatisk. Da hun stod med valget mellem om hun skulle lade sig skille fra Jens Peter og gifte sig med ham amerikaneren troede hun, at hun var blevet til to. Hun havde det som at være to vidt forskellige mennesker, alt efter hvor hun befandt sig. Sammen med amerikaneren eller sammen med Jens Peter. Jeg gav hende en ordentlig svada i et brev. Det kan ikke lade sig gøre for et menneske at være to forskellige mennesker, det betød bare, at der var forskel på oplevelsen i forskellige situationer, og hun blev nødt til at vælge, så forsvandt splittelsen. Hvad hun skulle vælge? Sig selv! Man skal ikke vælge andre menneskers verdner, men sin egen. Hun valgte at blive skilt fra Jens Peter og giftede sig med amerikaneren. Det holdt så i nogle år. Så mødte hun en anden, som hun flyttede sammen med og blev så skilt fra amerikaneren. Hun var på et kort visit hos mig, og fortalte at det var på grund af mig, hun var blevet skilt. Det håbede jeg da godt nok ikke. Mig bekendt havde jeg ingen aktier i hendes private liv? Jeg kendte dem jo dårligt nok, de mennesker hun levede sammen med. Vi havde ikke noget med hinanden og hinandens liv at gøre. Lotte blev ved med at køre rundt i, at livet ikke blev det samme efter selvmordet. Og så kom det sidste grænsesøgende udspil fra hende. Hun havde fundet en ny bog om livet. Noget med helhed, og skrev til mig, at ham den nye, hun havde fundet, passede sammen med hende på både det fysiske, mentale og sociale plan. Og så fortsatte hun – at hun nogle gange havde kontakt med mit mentale plan og nogle gange godt kunne se det fysiske. Jeg fik kvalme. Hun blev ved med at ville give sig selv jordforbindelse ved at orme sig ind over mine grænser. Så måtte jeg give hende en over næsen. Den personligt udlevende rille, hun kørte rundt i, handlede ikke om andre end hende selv. Jeg kom såkaldt videre ovenpå selvmordet, i det splitsekund hun parkerede hovedet under den ene arm, og fuldstændig bevidstløst kastede ansvaret for både hende selv og hendes bors selvmord i armene på mig. Sådan noget sygt skidt kan man da ikke vælte i hovedet på et andet menneske. Og på det tidspunkt var der efterhånden gået en 9 – 10 år efter selvmordet, så det var da også ved at være tid for, at hun fik samlet sig selv sammen igen, i stedet for at blive ved med at forfølge mig med det gamle skidt? Så hørte jeg aldrig mere fra hende. Jeg fik hakket den binding over, som Lotte havde skabt til mig, da hendes bror tog sit eget liv. Hvad der skal til, kan vi ikke forudse. Andres ståsteder og evne til erkendelse er vi ikke herre over. Vi kan kun fastholde os selv og vores eget.

Så fik jeg sat punktum for det problem.    

Det må efterhånden være en 15 – 16 år siden nu.

Uanset hvad der sker i livet, så skal vi altid fastholde vores eget personlige ståsted i forhold til det, der sker, og sætte vores personlige grænser ud fra det. Der er ting, der ikke er til forhandling, hvis vi skal overleve de knubs livet giver os. Hvad andre vil stille op med det, er andres problem. Og andres problemer med dem selv, må de jo rode med.

Tak Jette.

Konsekvenserne af den bizarre psykiske vold og chikane jeg blev gjort til genstand for fra Lotte og Berit, forsvandt jo ikke igen. Alt, der sker, har konsekvenser. Studiet fik jeg hanket op i. Men en kronisk sygdom hænger man jo på resten af livet. Så det kom til at koste mig dyrt, at jeg tilfældigvis var i nærheden, da Lottes bror Peter tog sit eget liv.

Så det er den historie. Historien om min studietidsforlængelse, min rodfæstede menneskelige evne til at fastholde de personlige grænseflader i menneskeligt kaos – og baggrunden for min kroniske sygdom.

Men det er også en beskrivelse af mig som menneske, og det der er mit personlige omdrejningspunkt i livet. Som mennesker ændrer vi os ikke særlig meget. Har vi først fundet vores form som selvstændige individer, så har vi fundet os selv og den selvforståelse, der passer til os.

» Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (2)