Ullas cirkler…

|

…hverdagsliv og refleksioner…

Archive for december, 2012

Det lakker mod enden…

mandag, december 31st, 2012

“Det lakker mod enden – sagde manden, da han hældte fernis ned ad ryggen.”

Det var billedteksten til en af de vittighedstegninger, som jeg og min projektgruppe “krydrede” vores projektrapport med, da jeg var ung studerende på Aalborg Universitet. Manden med fernissen havde vi sat ind sammen med konklusionen sidst i rapporten. Der var en flot tegning af en mand, der stod med den ene arm over skulderen og hældte fernis ud af en malerbøtte – ned ad ryggen på sig selv.

Det faldt ikke i god jord hos vejleder og censor. De syntes, det virkede useriøst og plat. Mennesker kan godt blive så politiske korrekte og selvhøjtidelige, at de totalt mister deres humoristiske sans. Det er altså ikke godt 😕 Humor, lidt munterhed og godt humør – har da aldrig skadet noget eller nogen 😛

Og han havde jo RET – manden – med fernissen – det lakkede vitterligt mod enden 😛

Og det gør det også med år 2012 – det tæller ned nu.

I år vil jeg lade være med at plage mig selv med krav om store omvæltende nytårsforsætter. Kun – forsættet om at fortsætte – sådan derudad – og se hvad livet måtte bringe af stort og småt i det nye år. (Det kan vist oversættes til at være et fortsæt om at være god mod mig selv? :) )

Men jeg har et stort ønske – til året der kommer. Et ønske om at de menneskelige nuancer og forskelligheder må blomstre – og at pladsen til det, må blive bredere og bredere 😛

Et stort “Godt nytår” herfra til alle jer forskellige mennesker rundt omkring derude – nu her hvor det gamle år – lakker mod enden (med eller uden fernis ned ad ryggen) 😛

YouTube-forhåndsvisningsbillede

/ She’s A Rainbow med Rolling Stones /

Kompetenceprofil…

søndag, december 9th, 2012

Det er ikke nogen nem opgave sådan at skulle definere og beskrive sig selv med tre sætninger, for at kunne implementere / integrere sig selv menneskelig konstruktivt i det danske samfund. Det er faktisk ret svært. Det er nemmere at forholde sig beskrivende til ydre ting…

Profiler er reducerede udsnit af “virkeligheden” – og det vigtigste for en god “profil” er, at man kan genkende sig selv i den. Ellers kan man godt lande med profiler, som ikke er direkte forkerte – men heller ikke særlig rigtige. Og spørgsmålet bliver så, hvor gode de så “i virkeligheden” er?

Hvis ikke man er “regelret” – så skal man jo heller ikke profileres “regelret”. For så er det jo andres “regelrette” opfattelse, der danner grundlag for profileringen. Det kan der komme mange mystiske ting ud af. Det har jeg oplevet nogle gange. Hvor jeg måtte konstatere, at det lød og så da meget tjekket og smart ud – men det havde bare ikke så meget med mig at gøre. Ikke fordi jeg er udpræget utjekket på alle områder – men jeg bare ikke ret god til det der med personlig strategisk profilering. Det bliver let noget underlig menneskelig kompliceret noget.

Men nu lykkedes det mig trods alt alligevel at få lavet en profil – som jeg godt kan kende mig selv i. Det hjalp, da jeg begyndte at “tegne” til :) For hvis man er en af dem, der danner overblik, vurderer situationer og problemstillinger, ser sammenhænge og paralleller – ved at “tænke” i billeder – så kan det ikke lade sig gøre at beskrive det på andre måder, end ved at “tegne” det…

Kompetenceprofil

Min største styrke er evnen til at forholde mig til, definere og beskrive sammenhængene mellem organisatoriske strukturer, menneskelige ressourcer og det praktisk velfungerende.

Jeg har en akademisk kombinationsuddannelse bestående af: En grunduddannelse i offentlige planlægning fra ingeniørstudiet på Aalborg Universitet, suppleret med kommunikation, pædagogik og projektledelse – under åben uddannelse – fra henholdsvis Århus Universitet, KUA og DTU.

Som person er jeg empatisk og analytisk – med sans for kreativ og praktisk problemløsning, en hurtig opfattelsesevne og en god jordforbindelse.

Opgaveerfaringer, uddannelse, kurser og færdigheder

» KOMPETENCE CV (PDF dokument)…

Hvis du kender nogen, der kender nogen – der har nogle opgaver, der kunne tænkes at passe til mig – så må du meget gerne videreformidle en kontakt…

På forhånd tak :)

Venlig hilsen Ulla…