Ullas cirkler…

|

…hverdagsliv og refleksioner…

Tak…

oktober 6th, 2012 at 15:55

Da jeg for omkring 2 ½ år siden begyndte at skrive, for at komme fri af nogle forstyrrede og varmluftige processer, var jeg ved at gå helt i “opløsning”. Det var ved at koste mig helbredet.

Diabetikeren uden behandling?

Jeg kunne slet ikke gennemskue, hvad der kørte skævt i den behandlerverden. Det burde slet ikke kunne ske. Der ligger 1000 vis af blodprøver på mig, fra de mange helbredstjek jeg har stillet op til gennem årene, og min behandling er lige efter bogen. (» Min behandling og den selvstyrende borgers vandrejournal…).

Men det, jeg kan se, er, at man åbenbart har siddet og kørt rundt i noget amatørpsykologisk fnidder, og dyrket nogle amatørpsykologiske fordomme overfor mig, i stedet for at tage mig, mit helbred og min behandling seriøst. Nu har jeg skrevet mig gennem de ting, jeg har oplevet og været udsat for (» Diabetes 1 – Viden, Vinkler & Værdier…) i den behandlerverden, så det kan blive skrottet ud af mit liv. For det rod jeg har været udsat for, har jo sådan set aldrig haft noget med hverken mig eller min behandling at gøre. De har bare siddet og kørt selvsving i deres egen verden, og dyrket nogle generelle personlige fordomme overfor alt og alle. Uden at sortere og skelne individuelt mellem de enkelte patienter.

Tak Jette…

Jette var den psykolog der hjalp mig i mine unge dage, da jeg ramlede ind i en menneskelig alvorlig problemstilling omkring et selvmord (» Når andres problemer bliver dit problem…).

Hun hjalp mig med at få sat ord på nogle ting, som kørte skævt for mig, i det der skete i den form for problemstillinger. For selvom det ramte mig og også gik hårdt ud over mit helbred, så havde jeg en usædvanlig stor styrke i det, der gjorde at jeg trods alt var sluppet nogenlunde menneskelig helskindet fra oplevelsen.

Det ene var, at jeg trods min unge alder havde en god menneskeforstand. Og det andet var at jeg havde en bevidsthedskapacitet, der var noget ud over det sædvanlige. Hun havde sjældent oplevet så klar og velstruktureret en tankegang, og at der kunne var så meget i hovedet på ét lille menneske. Det i sig selv var jo ikke negativt. Men det var ikke godt, hvis der blev blandet nogle alvorlige problemer ind i det, som andre ikke kunne følge mig i, og misforstod alvoren af. For så kunne jeg komme lidt for personlig tæt ind i noget, der var alt for voldsomt for mig som menneske. Så jeg var nødt til at lære at beskytte mig selv mod bestemte typer af situationer og problemstillinger.

Men på nogle punkter kom hun lidt til kort. For hun kunne ikke helt placere hvad der var ved min menneskeforståelse, der på sin vis var så effektiv og god. For det havde jo gjort at jeg trods alt havde været i stand til at holde sammen på mig selv, stå i det. Og det kunne jeg jo sådan set heller ikke selv helt placere. For jeg gjorde jo ikke noget særligt.

Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg troede bare ikke på, at der fandtes andet og mere end en slags mennesker i verden, og det var mennesker. Så når mennesker begyndte at tosse forvirret rundt, og tro alt muligt underligt om dem selv og andre – så var kæden hoppet af. Og så kunne jeg godt finde på at sige til dem, at de skulle holde op med at tænke så skørt. For sådan kunne det slet ikke lade sig gøre at tænke. Det var fuldstændig naturstridigt. (» Begrebet universalitet…, » Menneskesynets universalitet som grundlag for evaluering af pædagogiske metoder, organisationsformer og tankesystemers anvendelse…, » Repræsenterer menneskerettighederne et universelt menneskesyn?).

Så var der den med min hjerne. Det var jeg ikke så begejstret for. For hvad var der nu galt med den? Der var jo sådan set ikke noget galt. Under normale civiliserede omstændigheder ville det jo bare betyde, at jeg havde let ved at sætte mig ind i nye ting, danne overblik og havde en god hukommelse for det, man helst skulle have styr på sådan rent emnemæssigt og fagligt. (» Min menneskekloge matematiklære…). Det, der kører skævt, er, at der bliver blandet noget personligt ind i det.

Så det, hun lærte mig den kloge dame, var, at når jeg ramlede ind i nogle problemer og sammenhænge, hvor mennesker begyndte at køre ud i nogle psykiske magtkampe og spil, så skulle jeg altid som udgangspunkt huske på, at det nok var mig, der var den klogeste. Forstået på den måde, at det nok var mig, der havde opfattet flest detaljer i det, der var sket, havde bedste overblik over sammenhængen og helheden i det der forgik, og havde den mest menneskelig realistiske vurdering af andre mennesker. Men jeg havde min personlighed imod mig, så jeg kunne nemt risikere, at andre ville undervurdere mig, og opfatte mig som den, der var hysterisk og ikke fattede en meter af, hvad der forgik. Fordi jeg var sådan en lille smilende, menneskelig åben, munter og statusmæssigt ikke noget særlig stort og fantastisk. Kort sagt – meget sød og muntert lille menneske – og ikke alt for meget hjemme i den øverste etage. Og på en eller anden måde var jeg nødt til at lære at beskytte mig selv. Hun vidste ikke helt hvordan.

I første omgang havde jeg det sådan, at der også er noget, der hedder held og uheld i livet. Så jeg tog det derfra, at bare jeg var opmærksom på at være god til at lave aftale, og lukke af fra det, der ligesom ikke var mit bord, så var jeg jo i et civiliseret samfund, beskyttet mod det værste. Men det fordrer jo, at verden altid er civiliseret. Og det er den ikke, fandt jeg ud af, da katastrofen ramte mig i mit andet job som nyuddannet. (» Jeg blev OFFER – for en PSYKISK SYG kollega – og der var ingen, der tog mig alvorligt…).

Men nu har jeg fundet ud af, hvordan jeg beskytter mig selv. Og set i bakspejlet ligger det ligesom til “højrebenet”. For det, der sker i det her, som er menneskeligt belastende og skadeligt for mig, er, at jeg bliver skrællet ned under gulvbrædderne af mennesker, der ikke har tilnærmelsesvis det samme overblik over og indblik i detaljerne i det, der foregår og sker. Og så er det jo sådan set ret enkelt. Hvis ikke jeg kan komme på banen internt overfor de mennesker og sammenhænge, hvor det sker – ja – så kan jeg jo fortælle den historie et andet sted, så jeg får mig selv rent menneskeligt fri af det underdrejede sted. For så er der ikke noget at koge suppe på med helt masse fortolkninger og meninger – om mig, og det, der skete. Og det er ligesom det, der er vigtigt for mig, så jeg undgår at miste fodfæstet og koblingen til omgivelserne fuldstændigt.

Og nu har verden jo ændret sig en del siden starten af halvfemseren, hvor jeg fik råd og vejledning af Jette. Nu behøver man ikke længere ansøge om tilladelse og kæmpe for at finde sympatisører, for at få lov til at fortælle sin egen historie. Det kan man kvit og frit gøre, ved at oprette en blog eller lave sin egen hjemmeside. Og for mit vedkommende handler det ikke så meget om at ændre verden, mest kun min egen – så de mennesker, der skal have med mig at gøre, ikke gør sig alt for mange mystiske forestillinger om mig som menneske. For det er ikke særlig nemt og rart, når mennesker gør sig alt for mange mystiske forestillinger om én som menneske. Det er faktisk ganske forfærdeligt.

Hvor kommer det fra?

Noget af det, der har kørt som lidt af et mareridt i de selvrealiserende og amatørpsykologiske processer, jeg har været udsat for – har været, at jeg åbenbart skulle há været uden forbindelse med mig selv? Mig bekendt har jeg været mig selv, så langt jeg kan huske tilbage. Meget stabilt og konstant.

Jeg husker en episode, fra da jeg startede i skolen for nu over fyrre år siden. Jeg var en af dem, der glædede mig til at komme i skole. Jeg har en storebror, der er et år ældre end mig. Og jeg var helt vild misundelig på hans bøger, hæfter, penalhus med blyanter, blyantspidser, viskelæder og alt muligt spændende. Så jeg glædede mig til, at det også blev min tur.

Men så ramte skuffelsen mig. Det diktatoriske samfund havde besluttet at slå hårdt og brutalt ned på samfundets små borgere i folkeskolerne og lavede nye regler. Så i årgangene mellem min storebror og mig besluttede man, at nu skulle elverne ikke længere lære at skrive skråskrift men formskrift. Det var jeg meget skuffet over. For jeg syntes at skråskrift var meget pænere. Og jeg syntes de bogstaver, jeg skulle lære at skrive, de var grimme.

Men nu havde jeg jo den fordel, at jeg havde utrolig let ved tingene. Så det gik jo fint nok med at lære at skrive de der formskrift bogstaver. Og så kunne jeg jo godt fylde lidt ekstra på, når jeg havde lavet det, man jo så skulle. Så jeg vendte kladdehæftet om, og lånte et af min storebrors skrivehæfter. Og så gjorde jeg ligesom læren, der skrev en række bogstaver med kuglepen i hæftet, og så en blank linie hvor eleven så skulle øve sig i at skrive bogstaverne efter med blyant. Så kunne jeg øve skråskriftbogstaverne bag i hæftet, og lære at skrive begge slags bogstaver. Men det faldt ikke i god jord hos min lære. Ikke fordi han var sådan en sur en, der skældte ud. Han var faktisk meget rar. Men han spurgte, hvad det var for noget, jeg lavede der bag i hæftet. Og selvom jeg forklarede, at det var fordi, jeg syntes de der formskrift bogstaver, vi skulle lære, de var grimme – så jeg ville lære begge slags bogstaver. Så var han nådesløs. Det måtte jeg ikke. Jeg måtte kun lære en slags bogstaver.

Nu var jeg ikke sådan lige at vippe af pinden. Så derhjemme prøvede jeg, om det ikke kunne lade sig gøre at lave en eller anden form for sammenflettet løsning. (Allerede i en meget tidlig alder udviste jeg meget tydelige tegn på en meget stor medfødt forståelse og sans for diplomati og pragmatisme :) ). Så man kunne måske tage forbogstaverne fra skråskrift og de små bogstaver fra formskrift? Det blev noget underligt noget og ikke sådan alt for pænt og godt. Så til sidst opgave jeg, og bøjede mig for systemets brutale overgreb.

Og hvor kom det fra? Hvor fik jeg det fra? Ja – det ved jeg ikke. Men et eller andet sted, kan det jo også være ligegyldigt.

Jeg ved heller ikke, om jeg nogensinde finder en løsning på problemet med diktatoriske, magtsyge og egocentriske systemer og menneskers behov for skrælle og amputere andre mennesker for at opnå 100% kontrol og magt over dem.

For jeg kan sådan set ikke se problemet. Hvad kunne der for eksempel være sket ved, at jeg havde lært to slags bogstaver? Havde det ødelagt samfundet? Slået nogen ihjel? Udraderet det danske skolevæsen? For når man har gjort det, man ligesom skal, for at være en god samfundsborger, så kan det da ikke genere nogen, at man ligesom fylder noget ekstra på, så der også kan blive lidt plads til én selv…

Tak medbloggere og kommentatorer…

Tak til medbloggere og kommentatorer for supplerende synsvinkler, viden og erfaringer…

» Pædagogik, Struktur & Ledelse…

Leave a Reply

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>