Ullas cirkler…

|

…hverdagsliv og refleksioner…

Archive for oktober 31st, 2012

Hvor ville det være skønt at være rig…

onsdag, oktober 31st, 2012

Hvor ville det være skønt at vinde den store gevinst. Den helt store.

Sikke jeg skulle?

Ja hvad ville jeg?

Jeg ville dele lidt ud af dem. Sådan rimeligt. Men beholde det meste selv.

Og så skulle de anbringes i noget sikkert – sådan for fremtiden. Statsobligationer, vil jeg tro, er det mest sikre.

Oprette nogle flere opsparingskontis i forskellige banker med en størrelse, der er dækket af bankgarantien. Så det hele ikke smutter, hvis en af dem krakker.

Og så skulle jeg have en større lejlighed. Det skal være en lejlighed. Jeg gider ikke have, og snerydningspligt på fortove om vinteren.

Det skulle være en størrelse på mindst 2½ eller 3 værelser. Badeværelse med bad. Der skulle være plads til både vaskemaskine, tumbler, opvaskemaskine, køl og frys.

Gerne en spisekrog i køkkenet. Et pænt soveværelse med masser af skabsplads. Et arbejdsværelse – med PC. En god stue. Måske en dobbeltstue, med dobbeltdør mellem. Masser af sofaplads og skabe på væggene. Plads til TV, syning, læsning, gæster – og afslapning.

Lækre farver på væggene. Gul, sort, kirsebærrød – og måske lidt turkis. Hvide vægge med farvede trekanter og firekanter – der bryder rummet. En sort endevæg i soveværelset, hvor det sorte forsatte på de tilstødende vægge i en trekant mod gulvet i den fjerneste ende. Gul persienne og turkis rullegardin. Et kirsebærrødt firkantet felt i den modsatte ende.

Kingfisher overskabe i køkkenet. Og over spisebord i stue. Små glade farver op mod de geometrisk farvede vægge.

Og resten af pengene. De skulle investeres i fritidshuse til udlejning. Sommer huse på vestkysten. Der skulle indrettes hyggeligt og praktisk nemt. Med vaskemaskine og tumbler. Antennestik. Internet forbindelse. Men ingen TV eller PC. Det vil bare lokke indbrudstyve til. Men en tilkoblingsmulighed for de der selv medbringer eller lejer noget udstyr. Udstyret med vaskbart sengetøj – dyner, puder, betræk. Så de selv kan vakse efter behov. Håndklæder og hvad der ellers hører til. Få et udlejningsfirma til at stå for udlejningen. Og et hjemmeservicefirma til at stå for rengøring og løbende vedligehold.

Måske en ferielejlighed i Berlin. Også til eget brug. En i Rom måske. Også til eget brug. Og udlejning.

Så var pengene anbragt i noget fast, der kan bære sig selv. Og hvis det skulle køre skævt, så kunne det jo sælges igen. Købe mens markedet er billigt for køb – og måske komme af med det igen. Hvis der bliver bekneb med penge til eget forbrug.

Så det handler mest om at sikre mig selv. Praktisk. Og få trygheden ved ikke at komme til at mangel penge i fremtiden. At være sikret.

Og ellers få det lidt praktisk lettere med lidt ekstra plads – og praktisk aflastning i hverdagen.

Det handler ikke om at komme til at leve et liv i luksus. Men om at være sikret.

Hvor ville det være skønt at være rig…

Rigdom giver tryghed…

Og jeg skulle nok finde ud af at få pengene anbragt, så de ikke bare blev væk – ved nogle uheldige investeringer. Det ville være en satsning på det nogenlunde sikre. Så hvis der endelig skulle være tab, så ville det ikke være så stort, at jeg kom til at miste det hele. Og den sikkerhed og tryghed, der ville være ved at være rig.

Men bortset fra det. Så er det ikke luksuslivet, jeg kunne drømme om. Men det økonomisk ubekymrede liv.

Rart at få det på plads. Så jeg har det helt fint med det “jævne” liv. Bare ikke alt for skrabet på kanten…

Og jeg vil såmænd også have det helt fint med at vinde den store gevinst. Den med at det skulle være ubehageligt lige pludselig at vinde en masse penge, fordi det næsten kunne blive for mange. Det er heller ikke noget problem :)

Rart med en drøm engang imellem. Det gør ikke så meget, at drømme lidt engang imellem. Få lidt under vingerne – tænke nogle tanker ud af nogle tangenter. Få tankerne i andre baner.

Og tankerne om at kunne indrette en lækker lejlighed – og nogle feriehuse – var rare tanker. Rigtig lege med mulighederne for at gøre rummene praktiske og rare at være i. Det kunne være rart…

Helt nede på jorden i den materielle verden. Et helt andet liv…

Hvor ville det være skønt at være rig :)

Forståelsens grænse…

onsdag, oktober 31st, 2012

Hvor går grænsen for forståelse?

Det afhænger af, i hvilken grad der er plads til, at dit eget ståsted og synsvinkel kan være repræsenteret i sammenhængen.

Har du for eksempel et professionelt ståsted som rådgiver eller analytiker – så kan din forståelse være stor, for de mennesker og sammenhænge hvor du har til opgave at fungere som rådgiver eller analytiker.

Har du for eksempel et ståsted som privatperson i sundhedsvæsnet – så må din forståelse være centreret om dig selv og dit helbred. Det og de, der kræver, at du skal gå på kompromis med din forståelse for dig selv og dit helbred – bør du ikke være forstående overfor.

Man kan sige, at forståelsens grænse – følger tilpasningskravet.

Jo mere du skal tilpasse dig og gå på kompromis med dit eget ståsted og synsvinkel – jo mere må du afgrænse forståelsen for omgivelserne, hvis du skal beskytte din egen eksistens i sammenhængen.

» Jeg – eller dem?

» Fragmenterede mennesker – i et fragmenteret samfund?

» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…

» Kontraktstyring og borgerdannelse…

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management…

» Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede…

Jeg – eller dem?

onsdag, oktober 31st, 2012

Der er faktisk en god måde at sortere mellem, hvorvidt fokus er på: JEG – eller dem?

Det er et spørgsmål om synsvinkel.

Det kan sammenlignes lidt med, hvordan en film bliver lavet.

Hvis filmen viser hele scenen hele tiden – så er det en objektiv beretning, hvor ingen af personernes oplevelser / synsvinkler bliver tydelig beskrevet. Det er en fortælling om sammenhængene.

Hvis filmen viser en af personernes synsfelt. For eksempel viser vandhanen, og vandet der løber ned i en elkedel, hvis det er en person, der er ved at hælde vand på en elkedel. Så har vi den persons synsvinkel. Ser det den person ser. Ikke andet. Så bliver det mere nærværende. Vi ser ikke andet og mere, end det personen selv ser. Sådan som det jo også er i det virkelige liv. Der ser vi jo heller ikke hele scenen. Det overblik får vi ikke. Vi ser kun det, der er indenfor vores eget synsfelt.

Og hvis vi skal overføre det på det forklarende og beskrivende – så skal man øve sig i at forklare og beskrive det, der er indenfor ens eget synsfelt, hvis man skal have “sig selv på banen”. Det man får at vide, at andre ser, skal man nogle gange hælde igennem for at fastholde sin egen synsvinkel. Hvis forståelsen for det, andre fortæller, at de ser, bliver for stor – så bliver der ikke så meget plads til ens egen synsvinkel. Det man selv ser. Det der er indenfor ens eget synsfelt.

Engang imellem er det meget godt at “se hele scenen” – for sin egen skyld. For ligesom at placere det man selv så i en større sammenhæng. Men det afhænger af, om det sker på bekostning af ens egen synsvinkel eller ej.

Som patient er det for eksempel ikke nogen særlig god idé at give slip på sin egen synsvinkel. Men det kan samtidig være meget godt at kunne placere den forvirring, der foregår i behandlerkulturen og sundhedssektoren – for at have et eller andet at sortere og navigere efter. Til eget brug. Men ens egen synsvinkel må altid komme i første række – for det er ens eget liv og helbred, det handler om. Og det må altid stå i forreste række.

Der er grænser for, hvor forstående man som menneske kan være, hvis man selv skal have eksistens i en sammenhæng.

Man skal være sig selv nærmest. Og de, der har problemer med at respektere og acceptere det – de er ikke værd at samle på. De “æder dig op” – hvis de kan komme til det.

» JEG-orientering – eller omgivelses-orientering?

Der findes ingen afslutning…

onsdag, oktober 31st, 2012

Der findes ingen afslutning på det. Det med at skulle forholde sig til en forvirret verden af forvirrede mennesker, der vælter sig ind i ens liv. Det vil altid fortsætte.

Men jeg kan måske blive bedre til at afslutte det noget hurtigere. Lade være med at brænde inde med det. Få det ud af systemet i en fart?

Hæld det igennem? Det kan meget dårligt lade sig gøre at hælde vilkårene for sit eget liv igennem. Det er jo ikke en film i biografen, som man kan beslutte sig for, om man synes er god eller dårlig – og så bare vælge den dårlige film fra.

Men man kan give sig selv lov til at reagere på de dårlige film – i stedet for at kvæles i dem. Protestere over dem. Forsøge at få dem stoppet. Censureret?

Bygge ovenpå – ikke rette bagud…

onsdag, oktober 31st, 2012

Det er vigtigt at gå videre – fremad.

Det bagud er sket. Ikke til at ændre.

Havde mine overvejelser om hvorvidt jeg skulle lave opfølgning ved at erstatte det nyeste med det forgangne. Så det forgangne ligesom forsvinder. Men – det er jo ikke en erstatning som sådan. Bare en måde at komme videre på. Og jeg vil sådan set også bare være lige vidt. For det forgange vil at dukke op som et mangelfuldt hul – hvis ikke det bliver ved med at være der. Og det er ligesom beskrevet en gang. Så kan det ligesom være det. Og det var jo også formålet med det. At det ligesom var beskrevet én gang for alle. Til alle disse analytiske mennesker, med alle deres dybsindige behov for forklaringer.

Stopklodser…

onsdag, oktober 31st, 2012

Engang imellem ramler jeg ind i nogle “stopkloder”. Så bliver jeg meget vagtsom og rationel. Det flyder ikke så let. Har det lidt som at balancere på kanten af en knivsspids.

Det er, når nogen træder mig for nær.

Jeg ved ikke om det er godt eller skidt. Men sådan er det.

Men mennesker er altså også bare utrolig uforskammede og nævenyttige. Og egentlig fatter jeg det ikke. Fatter ikke, hvad de får ud af det.

Og stopklodserne er jo reelle nok. Set fra min synsvinkel. Det er grænsen i forhold til de mennesker, og de sammenhænge. Men nødvendigvis ikke i forhold til alt og alle.

Det er det, der er vigtigt at huske på. At det ikke er generelt.

Men derfor giver det jo alligevel – en dårlig oplevelse. Som lige skal vendes og kaperes.

Undskyldning, forklaring – og selvforsvar…

onsdag, oktober 31st, 2012

Jeg ender tit med at skulle undskylde, forklare og forsvare – at verden er som den er.

Undskyld, at min diabetes behandling er blevet væk i sundhedsvæsnet? Det er vel ikke min fejl? Nej. Men det er mig, det går ud over – og mig der kommer til at stå med forklaringsproblemet.

Undskyld, at verden er, som den er?

Det er lidt halvskørt.

For selvfølgelig er det ikke min fejl. Jeg er jo ikke ligefrem enevældig diktator med mulighed for at ændre alt til min fordel. Det kunne da ellers være rart – nogen gange.

Men det handler jo heller ikke om fejl og ansvar. Det handler om vilkår og konsekvenser. Og dem hænger vi jo på – uanset om vi bryder os om det eller ej. Og på den måde kommer man også til at hænge på en masse undskyldninger, forklaringer – og selvforsvar. For det er jo det, det handler om. At forsvare sig selv.

Men hvor det dog hænger mig langt ud af halsen…

Et sygt behandlingsområde!

onsdag, oktober 31st, 2012

Uanset hvor man vender sig hen indenfor diabetesområdet, så ramler man ind i den samme lavsporede perfektionistiske effektiviseringstanke på det lavpraktiske plan.

Den idiotiske kommentar til min vandrejournal på diabeteschatten (» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…).

Det kommentaren gik på, var at min omregningsfaktor på 10 til 2, i stedet bør hedde 5 til 1. Så kan det ikke blive mindre. Om du regner med 10 til 2 – eller 5 til 1 – når du laver hovedregning – må da være en smag sag. Det virker fuldstændig idiotisk.

Men bortset fra det, så er det diabetesområdet i en nøddeskal. Lavpraktisk perfektionisme – på andres vegne. Det gælder også behandlerne – og det smitter åbenbart af på målgruppen, der kører videre i den samme rille. Mit håb om at finde nogle sammenhænge hvor niveauet var lidt højere – har indtil videre været forgæves. Der er ikke noget nyt i det. Da jeg i sin tid var med til at starte selvhjælpsgruppe op, da jeg var nykonstateret, var det det samme billede. Gruppen holdt heller ikke så længe. Men det blev hurtigt til noget fnidder om hvis problemer, der var vigtigst – og hvem det var mest synd for.

Det lidt mere overordnede og generelle omkring vilkårene som patient i det gedemarked, der præger det diabetiske behandlingsområde – der kommer du til at lede forgæves. Der er masser af overlevelses-tricks. Men dem har vi jo alle en del af. Eller også får vi det, for ellers kan det ikke lade sig gøre at overleve. Men det med at forsøge at minimere antallet af overlevelsestricks – og gøre det lidt lettere for mennesker at leve med diabetes 1 – det virker udsigtsløst.

Det er forfærdeligt krateragtigt at komme i nærheden af det behandlingsområde.

Helt ned under skrotrillen.

Har i øvrigt fundet en » anden chatside for diabetikere, som måske er bedre? Den er ikke tilknyttet diabetesforeningen. Og det i sig selv er måske meget godt?

Det er jo godt nok med nogle sider, hvor jeg som minimum kan følge lidt med i, hvad der “rører på sig”. Men det skal da meget gerne være noget, der også har et lidt konstruktivt sigte og indhold.

» En sekt?

» Frænde er frænde værst…