Ullas cirkler…

|

…hverdagsliv og refleksioner…

Archive for oktober, 2012

Hvor ville det være skønt at være rig…

onsdag, oktober 31st, 2012

Hvor ville det være skønt at vinde den store gevinst. Den helt store.

Sikke jeg skulle?

Ja hvad ville jeg?

Jeg ville dele lidt ud af dem. Sådan rimeligt. Men beholde det meste selv.

Og så skulle de anbringes i noget sikkert – sådan for fremtiden. Statsobligationer, vil jeg tro, er det mest sikre.

Oprette nogle flere opsparingskontis i forskellige banker med en størrelse, der er dækket af bankgarantien. Så det hele ikke smutter, hvis en af dem krakker.

Og så skulle jeg have en større lejlighed. Det skal være en lejlighed. Jeg gider ikke have, og snerydningspligt på fortove om vinteren.

Det skulle være en størrelse på mindst 2½ eller 3 værelser. Badeværelse med bad. Der skulle være plads til både vaskemaskine, tumbler, opvaskemaskine, køl og frys.

Gerne en spisekrog i køkkenet. Et pænt soveværelse med masser af skabsplads. Et arbejdsværelse – med PC. En god stue. Måske en dobbeltstue, med dobbeltdør mellem. Masser af sofaplads og skabe på væggene. Plads til TV, syning, læsning, gæster – og afslapning.

Lækre farver på væggene. Gul, sort, kirsebærrød – og måske lidt turkis. Hvide vægge med farvede trekanter og firekanter – der bryder rummet. En sort endevæg i soveværelset, hvor det sorte forsatte på de tilstødende vægge i en trekant mod gulvet i den fjerneste ende. Gul persienne og turkis rullegardin. Et kirsebærrødt firkantet felt i den modsatte ende.

Kingfisher overskabe i køkkenet. Og over spisebord i stue. Små glade farver op mod de geometrisk farvede vægge.

Og resten af pengene. De skulle investeres i fritidshuse til udlejning. Sommer huse på vestkysten. Der skulle indrettes hyggeligt og praktisk nemt. Med vaskemaskine og tumbler. Antennestik. Internet forbindelse. Men ingen TV eller PC. Det vil bare lokke indbrudstyve til. Men en tilkoblingsmulighed for de der selv medbringer eller lejer noget udstyr. Udstyret med vaskbart sengetøj – dyner, puder, betræk. Så de selv kan vakse efter behov. Håndklæder og hvad der ellers hører til. Få et udlejningsfirma til at stå for udlejningen. Og et hjemmeservicefirma til at stå for rengøring og løbende vedligehold.

Måske en ferielejlighed i Berlin. Også til eget brug. En i Rom måske. Også til eget brug. Og udlejning.

Så var pengene anbragt i noget fast, der kan bære sig selv. Og hvis det skulle køre skævt, så kunne det jo sælges igen. Købe mens markedet er billigt for køb – og måske komme af med det igen. Hvis der bliver bekneb med penge til eget forbrug.

Så det handler mest om at sikre mig selv. Praktisk. Og få trygheden ved ikke at komme til at mangel penge i fremtiden. At være sikret.

Og ellers få det lidt praktisk lettere med lidt ekstra plads – og praktisk aflastning i hverdagen.

Det handler ikke om at komme til at leve et liv i luksus. Men om at være sikret.

Hvor ville det være skønt at være rig…

Rigdom giver tryghed…

Og jeg skulle nok finde ud af at få pengene anbragt, så de ikke bare blev væk – ved nogle uheldige investeringer. Det ville være en satsning på det nogenlunde sikre. Så hvis der endelig skulle være tab, så ville det ikke være så stort, at jeg kom til at miste det hele. Og den sikkerhed og tryghed, der ville være ved at være rig.

Men bortset fra det. Så er det ikke luksuslivet, jeg kunne drømme om. Men det økonomisk ubekymrede liv.

Rart at få det på plads. Så jeg har det helt fint med det “jævne” liv. Bare ikke alt for skrabet på kanten…

Og jeg vil såmænd også have det helt fint med at vinde den store gevinst. Den med at det skulle være ubehageligt lige pludselig at vinde en masse penge, fordi det næsten kunne blive for mange. Det er heller ikke noget problem :)

Rart med en drøm engang imellem. Det gør ikke så meget, at drømme lidt engang imellem. Få lidt under vingerne – tænke nogle tanker ud af nogle tangenter. Få tankerne i andre baner.

Og tankerne om at kunne indrette en lækker lejlighed – og nogle feriehuse – var rare tanker. Rigtig lege med mulighederne for at gøre rummene praktiske og rare at være i. Det kunne være rart…

Helt nede på jorden i den materielle verden. Et helt andet liv…

Hvor ville det være skønt at være rig :)

Forståelsens grænse…

onsdag, oktober 31st, 2012

Hvor går grænsen for forståelse?

Det afhænger af, i hvilken grad der er plads til, at dit eget ståsted og synsvinkel kan være repræsenteret i sammenhængen.

Har du for eksempel et professionelt ståsted som rådgiver eller analytiker – så kan din forståelse være stor, for de mennesker og sammenhænge hvor du har til opgave at fungere som rådgiver eller analytiker.

Har du for eksempel et ståsted som privatperson i sundhedsvæsnet – så må din forståelse være centreret om dig selv og dit helbred. Det og de, der kræver, at du skal gå på kompromis med din forståelse for dig selv og dit helbred – bør du ikke være forstående overfor.

Man kan sige, at forståelsens grænse – følger tilpasningskravet.

Jo mere du skal tilpasse dig og gå på kompromis med dit eget ståsted og synsvinkel – jo mere må du afgrænse forståelsen for omgivelserne, hvis du skal beskytte din egen eksistens i sammenhængen.

» Jeg – eller dem?

» Fragmenterede mennesker – i et fragmenteret samfund?

» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…

» Kontraktstyring og borgerdannelse…

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management…

» Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede…

Jeg – eller dem?

onsdag, oktober 31st, 2012

Der er faktisk en god måde at sortere mellem, hvorvidt fokus er på: JEG – eller dem?

Det er et spørgsmål om synsvinkel.

Det kan sammenlignes lidt med, hvordan en film bliver lavet.

Hvis filmen viser hele scenen hele tiden – så er det en objektiv beretning, hvor ingen af personernes oplevelser / synsvinkler bliver tydelig beskrevet. Det er en fortælling om sammenhængene.

Hvis filmen viser en af personernes synsfelt. For eksempel viser vandhanen, og vandet der løber ned i en elkedel, hvis det er en person, der er ved at hælde vand på en elkedel. Så har vi den persons synsvinkel. Ser det den person ser. Ikke andet. Så bliver det mere nærværende. Vi ser ikke andet og mere, end det personen selv ser. Sådan som det jo også er i det virkelige liv. Der ser vi jo heller ikke hele scenen. Det overblik får vi ikke. Vi ser kun det, der er indenfor vores eget synsfelt.

Og hvis vi skal overføre det på det forklarende og beskrivende – så skal man øve sig i at forklare og beskrive det, der er indenfor ens eget synsfelt, hvis man skal have “sig selv på banen”. Det man får at vide, at andre ser, skal man nogle gange hælde igennem for at fastholde sin egen synsvinkel. Hvis forståelsen for det, andre fortæller, at de ser, bliver for stor – så bliver der ikke så meget plads til ens egen synsvinkel. Det man selv ser. Det der er indenfor ens eget synsfelt.

Engang imellem er det meget godt at “se hele scenen” – for sin egen skyld. For ligesom at placere det man selv så i en større sammenhæng. Men det afhænger af, om det sker på bekostning af ens egen synsvinkel eller ej.

Som patient er det for eksempel ikke nogen særlig god idé at give slip på sin egen synsvinkel. Men det kan samtidig være meget godt at kunne placere den forvirring, der foregår i behandlerkulturen og sundhedssektoren – for at have et eller andet at sortere og navigere efter. Til eget brug. Men ens egen synsvinkel må altid komme i første række – for det er ens eget liv og helbred, det handler om. Og det må altid stå i forreste række.

Der er grænser for, hvor forstående man som menneske kan være, hvis man selv skal have eksistens i en sammenhæng.

Man skal være sig selv nærmest. Og de, der har problemer med at respektere og acceptere det – de er ikke værd at samle på. De “æder dig op” – hvis de kan komme til det.

» JEG-orientering – eller omgivelses-orientering?

Der findes ingen afslutning…

onsdag, oktober 31st, 2012

Der findes ingen afslutning på det. Det med at skulle forholde sig til en forvirret verden af forvirrede mennesker, der vælter sig ind i ens liv. Det vil altid fortsætte.

Men jeg kan måske blive bedre til at afslutte det noget hurtigere. Lade være med at brænde inde med det. Få det ud af systemet i en fart?

Hæld det igennem? Det kan meget dårligt lade sig gøre at hælde vilkårene for sit eget liv igennem. Det er jo ikke en film i biografen, som man kan beslutte sig for, om man synes er god eller dårlig – og så bare vælge den dårlige film fra.

Men man kan give sig selv lov til at reagere på de dårlige film – i stedet for at kvæles i dem. Protestere over dem. Forsøge at få dem stoppet. Censureret?

Bygge ovenpå – ikke rette bagud…

onsdag, oktober 31st, 2012

Det er vigtigt at gå videre – fremad.

Det bagud er sket. Ikke til at ændre.

Havde mine overvejelser om hvorvidt jeg skulle lave opfølgning ved at erstatte det nyeste med det forgangne. Så det forgangne ligesom forsvinder. Men – det er jo ikke en erstatning som sådan. Bare en måde at komme videre på. Og jeg vil sådan set også bare være lige vidt. For det forgange vil at dukke op som et mangelfuldt hul – hvis ikke det bliver ved med at være der. Og det er ligesom beskrevet en gang. Så kan det ligesom være det. Og det var jo også formålet med det. At det ligesom var beskrevet én gang for alle. Til alle disse analytiske mennesker, med alle deres dybsindige behov for forklaringer.

Stopklodser…

onsdag, oktober 31st, 2012

Engang imellem ramler jeg ind i nogle “stopkloder”. Så bliver jeg meget vagtsom og rationel. Det flyder ikke så let. Har det lidt som at balancere på kanten af en knivsspids.

Det er, når nogen træder mig for nær.

Jeg ved ikke om det er godt eller skidt. Men sådan er det.

Men mennesker er altså også bare utrolig uforskammede og nævenyttige. Og egentlig fatter jeg det ikke. Fatter ikke, hvad de får ud af det.

Og stopklodserne er jo reelle nok. Set fra min synsvinkel. Det er grænsen i forhold til de mennesker, og de sammenhænge. Men nødvendigvis ikke i forhold til alt og alle.

Det er det, der er vigtigt at huske på. At det ikke er generelt.

Men derfor giver det jo alligevel – en dårlig oplevelse. Som lige skal vendes og kaperes.

Undskyldning, forklaring – og selvforsvar…

onsdag, oktober 31st, 2012

Jeg ender tit med at skulle undskylde, forklare og forsvare – at verden er som den er.

Undskyld, at min diabetes behandling er blevet væk i sundhedsvæsnet? Det er vel ikke min fejl? Nej. Men det er mig, det går ud over – og mig der kommer til at stå med forklaringsproblemet.

Undskyld, at verden er, som den er?

Det er lidt halvskørt.

For selvfølgelig er det ikke min fejl. Jeg er jo ikke ligefrem enevældig diktator med mulighed for at ændre alt til min fordel. Det kunne da ellers være rart – nogen gange.

Men det handler jo heller ikke om fejl og ansvar. Det handler om vilkår og konsekvenser. Og dem hænger vi jo på – uanset om vi bryder os om det eller ej. Og på den måde kommer man også til at hænge på en masse undskyldninger, forklaringer – og selvforsvar. For det er jo det, det handler om. At forsvare sig selv.

Men hvor det dog hænger mig langt ud af halsen…

Et sygt behandlingsområde!

onsdag, oktober 31st, 2012

Uanset hvor man vender sig hen indenfor diabetesområdet, så ramler man ind i den samme lavsporede perfektionistiske effektiviseringstanke på det lavpraktiske plan.

Den idiotiske kommentar til min vandrejournal på diabeteschatten (» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…).

Det kommentaren gik på, var at min omregningsfaktor på 10 til 2, i stedet bør hedde 5 til 1. Så kan det ikke blive mindre. Om du regner med 10 til 2 – eller 5 til 1 – når du laver hovedregning – må da være en smag sag. Det virker fuldstændig idiotisk.

Men bortset fra det, så er det diabetesområdet i en nøddeskal. Lavpraktisk perfektionisme – på andres vegne. Det gælder også behandlerne – og det smitter åbenbart af på målgruppen, der kører videre i den samme rille. Mit håb om at finde nogle sammenhænge hvor niveauet var lidt højere – har indtil videre været forgæves. Der er ikke noget nyt i det. Da jeg i sin tid var med til at starte selvhjælpsgruppe op, da jeg var nykonstateret, var det det samme billede. Gruppen holdt heller ikke så længe. Men det blev hurtigt til noget fnidder om hvis problemer, der var vigtigst – og hvem det var mest synd for.

Det lidt mere overordnede og generelle omkring vilkårene som patient i det gedemarked, der præger det diabetiske behandlingsområde – der kommer du til at lede forgæves. Der er masser af overlevelses-tricks. Men dem har vi jo alle en del af. Eller også får vi det, for ellers kan det ikke lade sig gøre at overleve. Men det med at forsøge at minimere antallet af overlevelsestricks – og gøre det lidt lettere for mennesker at leve med diabetes 1 – det virker udsigtsløst.

Det er forfærdeligt krateragtigt at komme i nærheden af det behandlingsområde.

Helt ned under skrotrillen.

Har i øvrigt fundet en » anden chatside for diabetikere, som måske er bedre? Den er ikke tilknyttet diabetesforeningen. Og det i sig selv er måske meget godt?

Det er jo godt nok med nogle sider, hvor jeg som minimum kan følge lidt med i, hvad der “rører på sig”. Men det skal da meget gerne være noget, der også har et lidt konstruktivt sigte og indhold.

» En sekt?

» Frænde er frænde værst…

En sekt?

torsdag, oktober 25th, 2012

Jeg havde en dårlig oplevelse med en lukket side for diabetikere på Facebook.

Det er vist ved at være en måneds tid siden nu.

» En sekt?

Frænde er frænde værst…

torsdag, oktober 25th, 2012

» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…

» Træt af diabetikere med små sko…

Jeg har altid forsvaret andre diabetikere, når der var nogen, der talte dårligt om dem overfor mig. Specielt når det var behandlere, der omtalte andre patienter dårligt. Det er deres arbejde at hjælpe mennesker.

Men efterhånden så ved jeg snart ikke.

Hvorvidt mennesker er tumpede eller ej, har ikke noget med diabetes at gøre. Det vil jeg til enhver tid forsvare. Men bortset fra det, så er diabetes jo heller ikke en mirakelkur, der har en normaliserende virkende på tumpede mennesker. Så hvis mennesker i forvejen er tumpede, intolerante og småtskårne, så blive de jo nok ved med at være det, selvom de får diabetes.

Tak…

lørdag, oktober 6th, 2012

Da jeg for omkring 2 ½ år siden begyndte at skrive, for at komme fri af nogle forstyrrede og varmluftige processer, var jeg ved at gå helt i “opløsning”. Det var ved at koste mig helbredet.

Diabetikeren uden behandling?

Jeg kunne slet ikke gennemskue, hvad der kørte skævt i den behandlerverden. Det burde slet ikke kunne ske. Der ligger 1000 vis af blodprøver på mig, fra de mange helbredstjek jeg har stillet op til gennem årene, og min behandling er lige efter bogen. (» Min behandling og den selvstyrende borgers vandrejournal…).

Men det, jeg kan se, er, at man åbenbart har siddet og kørt rundt i noget amatørpsykologisk fnidder, og dyrket nogle amatørpsykologiske fordomme overfor mig, i stedet for at tage mig, mit helbred og min behandling seriøst. Nu har jeg skrevet mig gennem de ting, jeg har oplevet og været udsat for (» Diabetes 1 – Viden, Vinkler & Værdier…) i den behandlerverden, så det kan blive skrottet ud af mit liv. For det rod jeg har været udsat for, har jo sådan set aldrig haft noget med hverken mig eller min behandling at gøre. De har bare siddet og kørt selvsving i deres egen verden, og dyrket nogle generelle personlige fordomme overfor alt og alle. Uden at sortere og skelne individuelt mellem de enkelte patienter.

Tak Jette…

Jette var den psykolog der hjalp mig i mine unge dage, da jeg ramlede ind i en menneskelig alvorlig problemstilling omkring et selvmord (» Når andres problemer bliver dit problem…).

Hun hjalp mig med at få sat ord på nogle ting, som kørte skævt for mig, i det der skete i den form for problemstillinger. For selvom det ramte mig og også gik hårdt ud over mit helbred, så havde jeg en usædvanlig stor styrke i det, der gjorde at jeg trods alt var sluppet nogenlunde menneskelig helskindet fra oplevelsen.

Det ene var, at jeg trods min unge alder havde en god menneskeforstand. Og det andet var at jeg havde en bevidsthedskapacitet, der var noget ud over det sædvanlige. Hun havde sjældent oplevet så klar og velstruktureret en tankegang, og at der kunne var så meget i hovedet på ét lille menneske. Det i sig selv var jo ikke negativt. Men det var ikke godt, hvis der blev blandet nogle alvorlige problemer ind i det, som andre ikke kunne følge mig i, og misforstod alvoren af. For så kunne jeg komme lidt for personlig tæt ind i noget, der var alt for voldsomt for mig som menneske. Så jeg var nødt til at lære at beskytte mig selv mod bestemte typer af situationer og problemstillinger.

Men på nogle punkter kom hun lidt til kort. For hun kunne ikke helt placere hvad der var ved min menneskeforståelse, der på sin vis var så effektiv og god. For det havde jo gjort at jeg trods alt havde været i stand til at holde sammen på mig selv, stå i det. Og det kunne jeg jo sådan set heller ikke selv helt placere. For jeg gjorde jo ikke noget særligt.

Og det gjorde jeg heller ikke. Jeg troede bare ikke på, at der fandtes andet og mere end en slags mennesker i verden, og det var mennesker. Så når mennesker begyndte at tosse forvirret rundt, og tro alt muligt underligt om dem selv og andre – så var kæden hoppet af. Og så kunne jeg godt finde på at sige til dem, at de skulle holde op med at tænke så skørt. For sådan kunne det slet ikke lade sig gøre at tænke. Det var fuldstændig naturstridigt. (» Begrebet universalitet…, » Menneskesynets universalitet som grundlag for evaluering af pædagogiske metoder, organisationsformer og tankesystemers anvendelse…, » Repræsenterer menneskerettighederne et universelt menneskesyn?).

Så var der den med min hjerne. Det var jeg ikke så begejstret for. For hvad var der nu galt med den? Der var jo sådan set ikke noget galt. Under normale civiliserede omstændigheder ville det jo bare betyde, at jeg havde let ved at sætte mig ind i nye ting, danne overblik og havde en god hukommelse for det, man helst skulle have styr på sådan rent emnemæssigt og fagligt. (» Min menneskekloge matematiklære…). Det, der kører skævt, er, at der bliver blandet noget personligt ind i det.

Så det, hun lærte mig den kloge dame, var, at når jeg ramlede ind i nogle problemer og sammenhænge, hvor mennesker begyndte at køre ud i nogle psykiske magtkampe og spil, så skulle jeg altid som udgangspunkt huske på, at det nok var mig, der var den klogeste. Forstået på den måde, at det nok var mig, der havde opfattet flest detaljer i det, der var sket, havde bedste overblik over sammenhængen og helheden i det der forgik, og havde den mest menneskelig realistiske vurdering af andre mennesker. Men jeg havde min personlighed imod mig, så jeg kunne nemt risikere, at andre ville undervurdere mig, og opfatte mig som den, der var hysterisk og ikke fattede en meter af, hvad der forgik. Fordi jeg var sådan en lille smilende, menneskelig åben, munter og statusmæssigt ikke noget særlig stort og fantastisk. Kort sagt – meget sød og muntert lille menneske – og ikke alt for meget hjemme i den øverste etage. Og på en eller anden måde var jeg nødt til at lære at beskytte mig selv. Hun vidste ikke helt hvordan.

I første omgang havde jeg det sådan, at der også er noget, der hedder held og uheld i livet. Så jeg tog det derfra, at bare jeg var opmærksom på at være god til at lave aftale, og lukke af fra det, der ligesom ikke var mit bord, så var jeg jo i et civiliseret samfund, beskyttet mod det værste. Men det fordrer jo, at verden altid er civiliseret. Og det er den ikke, fandt jeg ud af, da katastrofen ramte mig i mit andet job som nyuddannet. (» Jeg blev OFFER – for en PSYKISK SYG kollega – og der var ingen, der tog mig alvorligt…).

Men nu har jeg fundet ud af, hvordan jeg beskytter mig selv. Og set i bakspejlet ligger det ligesom til “højrebenet”. For det, der sker i det her, som er menneskeligt belastende og skadeligt for mig, er, at jeg bliver skrællet ned under gulvbrædderne af mennesker, der ikke har tilnærmelsesvis det samme overblik over og indblik i detaljerne i det, der foregår og sker. Og så er det jo sådan set ret enkelt. Hvis ikke jeg kan komme på banen internt overfor de mennesker og sammenhænge, hvor det sker – ja – så kan jeg jo fortælle den historie et andet sted, så jeg får mig selv rent menneskeligt fri af det underdrejede sted. For så er der ikke noget at koge suppe på med helt masse fortolkninger og meninger – om mig, og det, der skete. Og det er ligesom det, der er vigtigt for mig, så jeg undgår at miste fodfæstet og koblingen til omgivelserne fuldstændigt.

Og nu har verden jo ændret sig en del siden starten af halvfemseren, hvor jeg fik råd og vejledning af Jette. Nu behøver man ikke længere ansøge om tilladelse og kæmpe for at finde sympatisører, for at få lov til at fortælle sin egen historie. Det kan man kvit og frit gøre, ved at oprette en blog eller lave sin egen hjemmeside. Og for mit vedkommende handler det ikke så meget om at ændre verden, mest kun min egen – så de mennesker, der skal have med mig at gøre, ikke gør sig alt for mange mystiske forestillinger om mig som menneske. For det er ikke særlig nemt og rart, når mennesker gør sig alt for mange mystiske forestillinger om én som menneske. Det er faktisk ganske forfærdeligt.

Hvor kommer det fra?

Noget af det, der har kørt som lidt af et mareridt i de selvrealiserende og amatørpsykologiske processer, jeg har været udsat for – har været, at jeg åbenbart skulle há været uden forbindelse med mig selv? Mig bekendt har jeg været mig selv, så langt jeg kan huske tilbage. Meget stabilt og konstant.

Jeg husker en episode, fra da jeg startede i skolen for nu over fyrre år siden. Jeg var en af dem, der glædede mig til at komme i skole. Jeg har en storebror, der er et år ældre end mig. Og jeg var helt vild misundelig på hans bøger, hæfter, penalhus med blyanter, blyantspidser, viskelæder og alt muligt spændende. Så jeg glædede mig til, at det også blev min tur.

Men så ramte skuffelsen mig. Det diktatoriske samfund havde besluttet at slå hårdt og brutalt ned på samfundets små borgere i folkeskolerne og lavede nye regler. Så i årgangene mellem min storebror og mig besluttede man, at nu skulle elverne ikke længere lære at skrive skråskrift men formskrift. Det var jeg meget skuffet over. For jeg syntes at skråskrift var meget pænere. Og jeg syntes de bogstaver, jeg skulle lære at skrive, de var grimme.

Men nu havde jeg jo den fordel, at jeg havde utrolig let ved tingene. Så det gik jo fint nok med at lære at skrive de der formskrift bogstaver. Og så kunne jeg jo godt fylde lidt ekstra på, når jeg havde lavet det, man jo så skulle. Så jeg vendte kladdehæftet om, og lånte et af min storebrors skrivehæfter. Og så gjorde jeg ligesom læren, der skrev en række bogstaver med kuglepen i hæftet, og så en blank linie hvor eleven så skulle øve sig i at skrive bogstaverne efter med blyant. Så kunne jeg øve skråskriftbogstaverne bag i hæftet, og lære at skrive begge slags bogstaver. Men det faldt ikke i god jord hos min lære. Ikke fordi han var sådan en sur en, der skældte ud. Han var faktisk meget rar. Men han spurgte, hvad det var for noget, jeg lavede der bag i hæftet. Og selvom jeg forklarede, at det var fordi, jeg syntes de der formskrift bogstaver, vi skulle lære, de var grimme – så jeg ville lære begge slags bogstaver. Så var han nådesløs. Det måtte jeg ikke. Jeg måtte kun lære en slags bogstaver.

Nu var jeg ikke sådan lige at vippe af pinden. Så derhjemme prøvede jeg, om det ikke kunne lade sig gøre at lave en eller anden form for sammenflettet løsning. (Allerede i en meget tidlig alder udviste jeg meget tydelige tegn på en meget stor medfødt forståelse og sans for diplomati og pragmatisme :) ). Så man kunne måske tage forbogstaverne fra skråskrift og de små bogstaver fra formskrift? Det blev noget underligt noget og ikke sådan alt for pænt og godt. Så til sidst opgave jeg, og bøjede mig for systemets brutale overgreb.

Og hvor kom det fra? Hvor fik jeg det fra? Ja – det ved jeg ikke. Men et eller andet sted, kan det jo også være ligegyldigt.

Jeg ved heller ikke, om jeg nogensinde finder en løsning på problemet med diktatoriske, magtsyge og egocentriske systemer og menneskers behov for skrælle og amputere andre mennesker for at opnå 100% kontrol og magt over dem.

For jeg kan sådan set ikke se problemet. Hvad kunne der for eksempel være sket ved, at jeg havde lært to slags bogstaver? Havde det ødelagt samfundet? Slået nogen ihjel? Udraderet det danske skolevæsen? For når man har gjort det, man ligesom skal, for at være en god samfundsborger, så kan det da ikke genere nogen, at man ligesom fylder noget ekstra på, så der også kan blive lidt plads til én selv…

Tak medbloggere og kommentatorer…

Tak til medbloggere og kommentatorer for supplerende synsvinkler, viden og erfaringer…

» Pædagogik, Struktur & Ledelse…